Fanø Kunstmuseum

Fanø Kunstmuseum blev etableret i 1992 i Sønderho i den fredede bygning, som Kromann i 1868 havde bygget som købmandshandel og skibsproviant. Kunstsamlingen, som er grundlaget for Fanø Kunstmuseum, blev skabt af Ruth Heinemann, som i 60´erne begyndte at indsamle billeder  helt tilbage fra 1850. Ruth Heinemanns indsamling blev støttet af bl.a. statsminister Viggo Kampmann, kulturminister Julius Bomholt og Esbjerg-borgmesteren Henning Rasmussen, og  i 1971 blev en støtteforening oprettet. Museet har fortsat en aktiv støtteforening, nemlig  Fanø Kunstmuseums Venner.

Men etableringen af selve museet skyldes i høj grad økonomisk støtte fra Alice og Tage Sørensen fra Esbjerg, som også har ydet betydelig støtte ved erhvervelsen af værdifulde billeder til museets samling og dermed bidraget til samlingens dybde.

Fanø Kunstmuseum råder over mere end 1100 værker, som alle har en tilknytning til Fanø gennem motiv eller kunstner. Museets formål er at formidle billedkunst med tilknytning til øen og egnen, og samlingen spænder fra 1800-tallets romantiske fremstillinger af livet på Fanø til værker af nutidige kunstnere. Det er museets fornemste opgave,  at vise spændvidden i kunsten på Fanø fra før op til i dag.

Fanø Kunstmuseum, Nord Land 5, Sønderho, 6720 Fanø • mail Design: Casa Grafika, Fanø / CMS: AppDreamer, Therese Vendelhaven